Dag 3: Knækkede kæder og sprungne kabler

Den sidste dag bød på endnu et nyt MC-bekendtskab. Lidia, en pige fra Barcelona, som har kørt enduro under kyndig oplæring hos Massimo de sidste tre år, mødte os om morgenen.

Vi var på forhånd blevet “advaret”, så vi havde hyggesnakket lidt om, hvordan det ville blive med en pige iblandt os. Duracelberg var panisk angst for at Lidia ville køre fra ham, men det var Carsten der måtte tage den første “ydmygelse”, da hans motorcykel havde lidt koldstartsbesvær. Lidia gik resolut hen og hjalp ham med at sætte chokeren til.

Umiddelbart inden frokostpausen blev vi indenfor få minutter ramt af to forskellige tekniske uheld, men under usædvanligt heldige omstændigheder. Massimos kæde sprang, og det samme gjorde Carstens koblingskabel. Der var kun ca. 700 meter hen til restauranten, så Massimo fik en skulder ved Pascal, og Carsten trillede videre uden kobling. Ved restauranten ringede Massimo til en kammerat, som kunne komme med reservedele, så udover at frokostpausen blev en anelse længere, havde det ikke de store konsekvenser for os.

Det var endnu en fin frokostoplevelse – denne gang i en udendørs restaurant som bliver drevet af Don Corleones familie som også har en fiskebutik inde i Calella.

Undervejs nød Pascal godt af at vi havde en pige med. Han var uheldig at blive ramt på kinden af en torn fra en brombærbusk, så vi måtte gøre et lille stop for at få lappet ham lidt sammen. Carsten havde en serviet til at tørre blod væk, men det viste sig at Lidia havde en hel pakke med plaster, renseservietter og andre former for lappegrej.

3 dages endurospass er slut for nu, men vi er opsatte på at komme igen næste år. Det har kostet en del blå mærker, men ingen alvorlige skader. Vi havde håbet lidt på at Massimos russiske massør kunne få vores gamle muskler til at fungere igen, men hun var desværre ‘out of town today’ 😉

Share
Udgivet i Endurospass 2017 | Kommentarer lukket til Dag 3: Knækkede kæder og sprungne kabler

Dag 2: Vi bider os fast

På stierne i nationalparken er det vigtigt at holde samling på gruppen når gedestien deler sig. Det lykkes ikke altid. Sporhunden Esben mistede kontakten til Massimo. Hele gruppen fortsatte ligeud og ind i et meget tilgroet område fyldt med masser af buske. På et tidspunkt måtte vi opgive – gedestien forsvandt. Massimo var væk – og vi var udenfor mobildækning. Ikke andet at gøre end vende rundt og finde tilbage til sidste afstikker. Her blev vi holdende indtil vi 20 min senere i det fjerne kunne høre en mc arbejde sig op af bjerget. Massimo blev forenet med gruppen igen – og vi fik en ‘skideballe’.


De fire vikinger begyndte at vise højt enduro-niveau ude i terrænet. Esben sagde beskedent til Massimo, at vi jo alle var nybegyndere, men Massimo svarede at han syntes vi var godt kørende, så han tog os med på de mest teknisk krævende spor han kan byde på. Vi øvede os alle på at bruge teknikkerne, som Massimo underviste os i undervejs, og både evnerne og modet voksede. Klaus, som havde udfordringer med sin maskine på førstedagen fik en anden, som tydeligvis var et mere kammeratligt bekendtskab.

Frokosten blev indtaget på et lokalt spisested, hvor de serverede lækkert ‘hverdagsmad’. På alle måder er Massimo’s koncept baseret på all-inclusive. Vi betaler knap 590 EUR for 3 dage, hvilket inkluderer MC, udstyr, benzin, guide, taxi til og fra hotellet, morgenmad, frokost, aftensmad og 4 overnatninger på 4-stjernet hotel i centrum af Calella. Dertil kommer en flybillet, der kostede 688 kr t/r Billund – Girona samt transport fra lufthavnen til Calella.

Sidst på dagen begyndte trætheden at melde sig, og småfejl gjorde at vi alle havde motorcyklerne nede på siden flere gange. Med de lave hastigheder vi kører med på de teknisk krævende spor er det ret udramatisk når man vælter. Man lærer lidt hver gang. En vigtig ting vi alle lærte var at tage frugt med til at holde energiniveauet oppe, og at sørge for at indtage nok vand. Ret banalt, men når man er opslugt af at lege glemmer man jo nogen gange fornuften.

Da vi kom tilbage til hotellet var vi stadig tørstige, så vi var så fornuftige at sætte os i solen ved en fortovscafé og nyde en øl. Klaus var seriøst ramt af vakuum, så han slap ikke glasset før han havde slubret halvdelen af øllen i sig.

Share
Udgivet i Endurospass 2017 | Kommentarer lukket til Dag 2: Vi bider os fast

Den italienske pizzabager viser vej i Spanien

I 2016 gik turen til Malaga. En super fed tur under ledelse af Frank Jensen fra BikeTravelSpain. En 3-dages guided offroad tur, som tiltaler os meget. I år stod valget mellem Transylvanien eller Catalonien. Valget faldt på Massimo Bennasai, en italiener der driver Enduro Barcelona. Den danske Tenere klub har besøgt Massimo af flere omgange og har været begejstret.

Et par mails og 4 flybilletter senere stod vi i Girona lufthavn d. 28. marts om aftenen og blev samlet op af en taxi som Massimo havde bestilt.

Næste morgen blev vi samlet op af en taxi udenfor hotellet præcis kl 09:00 og fragtet op til et eksklusivt boligområde i bakkerne ved Calella. Det viste sig at være ‘hotel kongernes’ kvarter. Store kasser, med imponerende udsigt ud over havet. BMW M6’er, Massarati, Lambo’er, etc…Vores italienske guide Massimo Bennasai havde slået sig ned i området som een af de første for 30 år siden. Først i 10 år som Pizza kongen på hovedstrøget i Calella. Herefter som guide i nationalparken. For 4 år siden skruede han ned for tempoet og arrangerer nu guidede enduro-ture. Han har – som den eneste – en tilladelse til at køre på motorcykel i nationalparken. Officielt kun på de større grusveje, men det skulle vise sig at vi fik masser af udfordrende single tracks serveret.

Med os i taxien var Pascal, en franskmand fra Lille, som skulle køre med os alle dagene. Pascal havde kørt med Massimo sidste år. Vi havde vore bekymringer og var nervøse for at falde igennem. De 4 tu
nge vikinger fra det flade nord havde jo ikke megen enduro erfaring at stille med.

Massimo åbnede garageporten til de hellige haller. 10 cykler ialt. Yamaha WR250F eller WR450F. 10 år gamle cykler, men i teknisk velfungerende stand. Kring og Vestergaard fik begge en 450’er. Vi andre måtte ‘nøjes’ med en 250’er. Stort set identiske cykler – på nær motoren. Det viste sig at 250’eren var fuldt ud tilstrækkelig i det terræn vi skulle køre i.

Vi fik udleveret et komplet sæt sikkerhedsudstyr. Der var alt i størrelser og stand. Massimo gør en dyd ud af at vedligeholde og levetidsforlænge sit grej. Vi fandt hvad vi havde brug for. Til gengæld er Massimo’s priser yderst fordelagtige.

Et par runder rundt om blokken inkl 2 x ‘jump start’ – så var vi klar til at udforske bjergene vest for Calella. Inden vi for alvor blev udfordret skulle vi op til den ‘lille køreprøve’, hvor vi i en lille lysning i skoven skulle demonstrere at vi kunne balancere, styre og bremse – stående på fodhvilerne.

Det blev til 79 km på en super fed rute. Det gik ikke stærkt. Gennemsnitsfarten var på 21.8 km/t, men hold da op hvor var det udfordrende, sjovt og lærerigt. Undervejs var der indlagt et par små pauser, hvor vi fik pulsen ned og fyldt vand på dunken fra en hellig kilde ved foden af et lille restaureret kapel. Et kapel der indtil for få år siden havde været brugt som ‘picnic grill house’.

Der blev indlagt en frokost på en lille lokal restaurant, hvor vin drukket direkte af karaffel og en fransk veteran motorcykel hængt op under loftet var højdepunktet.

 

Share
Udgivet i Endurospass 2017 | Kommentarer lukket til Den italienske pizzabager viser vej i Spanien

Bag scenetæppet – den anden side af medaljen

IMG_2894Nu tror I nok, at jeg vil afsløre hemmeligheder, pinligheder og andre ydmygende detaljer. Jeg skal nok forsøge at balancere min glæde og taknemmelighed lidt.

Det skortede ikke på advarsler fra velmenende veninder før afgang: ‘du skal ikke blande dig i sådan en drenge-røvs-tur – lad dem nu selv tage af sted’IMG_2882

IMG_6598Den rolle, der af og til blev præsenteret som min på turen var heller ikke så attraktiv: ‘Elisabeth tager med som kogekone’. Og mine egne tanker, grænsende til bekymringer, det er immervæk en uge og der er langt hjem, ville jeg føle mig helt forkert og udenfor, eller alt for mange hensyn.

 

Da spørgsmålet i planlægningen kom fra Carsten: ‘Vil du have en t-shirt?’ – overvejede jeg hurtigt – ville faktisk gerne identificeres med en masse af kurvenspass-elementerne, men nogen egentlig supporter eller wannabe t-shirt syntes jeg heller ikke, vi skulle ud i. Der er den rene vare, uagtet at Kurvenspass, nu nærmest består af to fraktioner med et vist overlap – en til kurver og spas og en til støv og spas. Jeg bestilte ikke en t-shirt, det kan komme senere.

Det har været fantastisk fra første færd. Planlægning og kommunikation er bestemt alles force. Ingen usikkerheder i mødetider, steder eller udstyr. Mindste lille usikkerhed – kunne vi være fem i den lejede bil fra lufthavnen med bagage? Det blev elimineret med en shuttle service, som godt nok viste sig overflødig, da FIAT Doblo gjorde sin entre i lufthavnens afhentningsbane. Mit IMG_2840spanske ordforråd var ikke til at overbevise shuttle chaufføren om at jeg ikke skulle med alligevel og der var ikke hjælp til forklaringen hos de tre øvrige passagerer, der var russere. Jeg kørte meget hurtigt i Mercedes til Valeta de Calez, og kunne så stå 15-20 min. på hovedgaden, mens jeg tjekkede de ”lukkede” butikker ud og ventede på Dobloen.

Herfra var alle ting tænkt på, overvejet og løst forinden. Måske manglede der et par strips og renseservietter. Gaffa tapen og tre forsøg med placering af gopro kamera er jo småting og kan formentlig ikke afprøves på forhånd. Alt spillede: vejret – omgivelserne – stranden – maden – men det bedste var at få lov til at være med – ikke på sidelinjen, terrassen eller i køkkenet – bare helt med.IMG_8223

Kaffebrygning og æggekogning var klart Klaus´s domæne m.m. – Esben var chauffør på Doblo, logistik chef på opvaskemaskinen m.m – Carsten dokumentarist og affalds supervisor, Steffen, ja – det er svært at sige, men i hvert fald er han fuldstændig og aldeles lige så meget drengerøv, om jeg er med eller ej.

I øvrigt tror jeg ikke på de historier om, at alle ‘off-rødderne’ har haft brækket hver en knogle i kroppen. Jeg tror bare de føler det sådan. Det kan godt være drengene kom hjem en hel del år yngre mentalt, men fysisk lignede de nu nogle lidt slidte størrelser, da vi kravlede ud af bilen.

IMG_8224Med udbredelsen af kurvenspass.dk – aktiviteter på to fronter, måske også en fan afdeling, der kan komme trainees og andre aktiviteter. Salg af merchandise, videoer og lydfiler – sikring af rettigheder, promotion m.m. Ideerne er uendelige og der er jo ingen grænser – tak for udnævnelsen til manager, den tager jeg gerne imod.IMG_2847

 

Tak i det hele taget for jeres store fleksibilitet, gode humør, mange evner og hyggelige selskab.

Elisabeth – alias ‘the pasta woman’ 🙂

Share
Udgivet i Kurvenspass 2016 | Kommentarer lukket til Bag scenetæppet – den anden side af medaljen

Vandvittig vandvidskørsel….

De sidste 2 dage på ‘Den høje ged iført stilletter’ – havde sat sine spor. Hele kadaveret og især arme og skuldre var mørbanket. Dertil kommer Duracelbergs kvæstede højre ben og MTB guru’ens røde gennembankede ‘Bavianrøv’. Vi havde mest af alt lyst til at hidkalde thai-søsteren nede om hjørnet – og så lade hende fixe os igen. Heldigvis kunne en nat på langs restituere de fleste af skaderne. Vi var jo ikke rejst helt til Sydspanien for at have ondt af os selv – køres skulle der jo.

lang-komp

Vi stillede trofast hos Frank & Jorges container – og blev straks mødt af de mest elskværdige og søde vagthunde i form af 2 schäferhunde – den ene større og tykkere end den anden. Kring og hunden ‘Pico’ delte en omgang mundvand – og så var de venner for livet.

vandDag 3 på enduro skulle vise sig at blive den bedste af dem alle, med grænseoverskridende vandvittig vandvidskørsel. I dag bød menu’en på alt fra stejle stigninger, meget snævre og snoede passager i en bambusskov, udtørrede floder og vandfyldte floder.

 

haandFrank skulle efter sigende ikke være super glad for de våde passager, men det er Jorge. Jorge lokkede os med. Helt fantastisk ‘løjpe’ han fandt til os. Dybe vandhuller i selskab med teknisk udfordrende og hurtige passager gav Laursen så meget smil på fjæset at det vidst bliver svært at tørre af igen. Hvis det lykkedes inden han når hjem til Danmark – så vil der de næste dage være synlige tegn i form af hård hud i højre hånd, som bevis på at rullen har været holdt stram.

hopVi tog afsked med Jorge & Frank over en kop øl. Alle fire har været underholdt og udfordret hele vejen igennem og er enige om, at det er meget svært at finde noget sjovere at bruge sin fritid på. Vi kunne ikke love at komme igen, men lur mig – der går ikke ét år før vi igen står og flår i hegnet ind til containeren, hvor knopdæk-cyklerne er spærret inde og bare råber på at blive sluppet løs.

Share
Udgivet i Kurvenspass 2016 | Kommentarer lukket til Vandvittig vandvidskørsel….

Grænser er til for at blive flyttet :-)

Hvor hurtigt kan man køre på en motorcykel i et udtørret flodleje? Hvor stejle stigninger kan man forcere på en motorcykel?

Inden vi tog herned havde vi gennemstøvet alle youtube video’er der lugtede lidt af ‘Enduro i Andalusien’. Hver og én bød på mere eller mindre halsbrækkende vanvidskørsel i højt tempo. Et niveau vi kun kendte til fra Dakar rally’et på Eurosport.

Men vi er blevet klogere. Vi har i løbet af de sidste 2 dage opbygget en formkurve, der ikke lader meget tilbage at ønske. Kurvenspass gutterne har klemt ballerne sammen og givet den gas-gas. Frank har været vores forbillede. Abe-efter har været opskriften.

IMAG1014Dagen i dag startede med et fladt bagdæk på Steffens elskede Suzuki DRZ400. Frank var hurtig og lod Jorge blive tilbage for at lappe dækket. Steffen fik Jorges hidsige Husaberg cykel. Da vi fik formiddags kaffe dukkede Jorge op igen med en fuld funktionsdygtig Suzuki igen. Steffen var glad – og det var Jorge også. Men lykken varede ikke længe. Inden frokost punkterede Jorge på forhjulet. Der var ikke andet at gøre end at efterlade Jorge og køre videre. Han fik senere en vogn til at afhente cyklen.

IMAG1019Dagen i dag bød på knap så udfordrende tekniske passager som i går – eller måske var det bare fordi vi var blevet dygtigere 🙂 Til gengæld var der mange smukke landskabsbilleder og hurtige passager indlagt. Ruten på 130km var meget alsidig og perfekt komponeret. Endnu engang havde Frank fundet en hyggelig landevejskro, der havde slået sig ned på skinke og ost. Det bedste skinke vi har fået til dato.

IMAG1023Piloten følte sig vingeskudt i går. I dag var han flyvende 🙂 Laursen er i sit ES og kører enduro som om han aldrig har gjort andet. Kring er vild med de snævre passager og MTB kongen alias Vestergaard elsker de lækre singletrack gede stier.

 

Her er et track fra dagens rute

Share
Udgivet i Kurvenspass 2016 | Kommentarer lukket til Grænser er til for at blive flyttet :-)

Når gamle cirkusheste lugter savsmuld…

Efter 2 dage med endeløse baner af sving på sving – stod dagens menu på en omgang enduro. Enduro er off-road kørsel, hvor der køres i et meget afvekslende terræn på meget forskellig artet underlag. Vi blev udfordret på alt fra de mindste single track gedestier til udtørrede flodsenge.

offroad-viewVi mødtes med Frank ved den lokale Aldi kl 09. Frank var – som vi nu kender ham – imødekommende og udstyret med et stort smil.

Oppe i bjergene bag ved Malaga havde Frank og hans spanske ven Jorge gemt et par containere der indholdt fuldblods enduro motorcykler.

Vi trillede ind på pladsen og mundvandet løb – da vi så en Husaberg, der stod og råbte: ‘Tag mig med på tur’. Jorge fandt de andre cykler frem. Vi kunne vælge mellem Suzuki DR-Z400E, Husaberg FE 390 og Yamaha WR250F. Imponerende udvalg. Diamanterne blev fordelt og vi fik adgang til den store garderobe, hvor vi blev klædt på fra top til tå. Støvler, hjelme, brynjer – alt sammen noget der skulle beskytte os, hvis uheldet skulle være ude.

De én-cylindrede maskiner sprang i gang – og der bredte sig et smil under hjelmen på os. Musik af allerhøjeste karat. Super sprød og potent.

bakkeAt køre enduro er i familie med at køre MTB. Alt det erfaring vi har fra asfalten kan ikke omsættes på ryggen af en enduro. Her handler det om at balancere i bøjlerne og aktivt fordele vægten vha fødderne og hofterne – samtidig med at dampen på den én-cylindrede skal holdes oppe.
Selvom vi ikke er unge længere – har dagens udfordringer vist os at selv halvgamle mænd kan lære nye kunstner. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forstillet os at vi kunne forcere en grussti, der mest af alt mindede om en lodret væg – eller balancere cyklen med 70 km/t i bunden af et udtørret flodleje, der lignede et vaskebræt skåret igennem på kryds og tværs af dybe furer – og derefter fyldt op med store løse sten.

‘Duracelberg’ aka Mr Swing King var lidt vingeskudt fra morgenstunden. Gårsdagens stunt havde kostet på stoltheden og et par blå mærker. Dertil kom en højre arm, der ikke kunne løftes. Men afsted skulle vi jo 🙂

Vi startede ud i en ‘kravlegård’ – som bestemt bød på udfordringer. Mr enduro aka Jorge og Frank så os an i en times tid, hvorefter de havde gennemskuet os. Dagens rute blev komponeret i hovedet på Jorge – og afstemt med Frank. Det blev til en hel dag, hvor vi blev udfordret, inspireret og underholdt på et sublimt niveau. Det er meget svært at beskrive i tekst og billeder, hvis ikke man selv har siddet på ryggen af en fuldblods enduro maskine. Billedet af de 4 overlevende taler forhåbentligt sit eget sprog.

offroad-endSTORT tak til Frank & Jorge for jeres måde at være på. Super professionelle og entusiatiske til fingerspidserne – båret frem af lysten til at dele disse fantastiske oplevelser med andre ligesindede. Tak fordi I gør det muligt.

Share
Udgivet i Kurvenspass 2016 | Kommentarer lukket til Når gamle cirkusheste lugter savsmuld…

Kongens fald

Kl. 8:50 var der afgang fra BikeTravelSpain base i bjergene. Endnu engang havde Frank forberedt en fantastisk rute med et minimum af transportstykker og masser af sving.

Første stop blev byen Vista El Comares Musulmán, som på afstand ligner sne på toppen af et bjerg. Ved nærmere eftersyn er der tale om en kridhvid landsby beliggende i 700m højde med en fantastisk udsigt over det smukke bakkelandskab.

udsigt

Herefter gik turen videre af lidt smallere ujævne landeveje med enkelte grus-passager. Her kom BMW’ens gode affjedring til sin ret og flere gange måtte vi øge komforten ved at stå oprejst i stigbøjlerne.

frokostNæste mål var et endnu højere udsigtspunkt ved opdæmmede søer og efterfølgende frokost med en fantastisk udsigt til flere søer.

 

På vejen tilbage mod basen kørte vi langsomt ud af en lille by. På vejen ud af byen kom et let sving i kombination med en relativ stejl nedkørsel. Mr. Swing-King af Andalusien fik ikke helt hold på hesten trods farten næppe var over 30 km/t. BMWen blev træt og lagde sig pænt ned på asfalten og drejede et par omgange om sig selv inden den lå stille … motoren kørte selvfølgelig stadig. Vi fik hurtigt cyklen på benene igen og Steffen kørte videre som om intet var hændt … måske ud over at stoltheden fik et knæk. Alt foregik i slow-motion og ingen var på noget tidspunkt i fare.

Hjemme på terrassen blev dagens oplevelser delt og de blå mærker blev vist frem. I morgen går det løs med off-road på små 250ccm cykler og vi glæder os til at tage hul på et nyt kapitel i Kurvenspass’ historie.