Dag 2: Vi bider os fast

På stierne i nationalparken er det vigtigt at holde samling på gruppen når gedestien deler sig. Det lykkes ikke altid. Sporhunden Esben mistede kontakten til Massimo. Hele gruppen fortsatte ligeud og ind i et meget tilgroet område fyldt med masser af buske. På et tidspunkt måtte vi opgive – gedestien forsvandt. Massimo var væk – og vi var udenfor mobildækning. Ikke andet at gøre end vende rundt og finde tilbage til sidste afstikker. Her blev vi holdende indtil vi 20 min senere i det fjerne kunne høre en mc arbejde sig op af bjerget. Massimo blev forenet med gruppen igen – og vi fik en ‘skideballe’.


De fire vikinger begyndte at vise højt enduro-niveau ude i terrænet. Esben sagde beskedent til Massimo, at vi jo alle var nybegyndere, men Massimo svarede at han syntes vi var godt kørende, så han tog os med på de mest teknisk krævende spor han kan byde på. Vi øvede os alle på at bruge teknikkerne, som Massimo underviste os i undervejs, og både evnerne og modet voksede. Klaus, som havde udfordringer med sin maskine på førstedagen fik en anden, som tydeligvis var et mere kammeratligt bekendtskab.

Frokosten blev indtaget på et lokalt spisested, hvor de serverede lækkert ‘hverdagsmad’. På alle måder er Massimo’s koncept baseret på all-inclusive. Vi betaler knap 590 EUR for 3 dage, hvilket inkluderer MC, udstyr, benzin, guide, taxi til og fra hotellet, morgenmad, frokost, aftensmad og 4 overnatninger på 4-stjernet hotel i centrum af Calella. Dertil kommer en flybillet, der kostede 688 kr t/r Billund – Girona samt transport fra lufthavnen til Calella.

Sidst på dagen begyndte trætheden at melde sig, og småfejl gjorde at vi alle havde motorcyklerne nede på siden flere gange. Med de lave hastigheder vi kører med på de teknisk krævende spor er det ret udramatisk når man vælter. Man lærer lidt hver gang. En vigtig ting vi alle lærte var at tage frugt med til at holde energiniveauet oppe, og at sørge for at indtage nok vand. Ret banalt, men når man er opslugt af at lege glemmer man jo nogen gange fornuften.

Da vi kom tilbage til hotellet var vi stadig tørstige, så vi var så fornuftige at sætte os i solen ved en fortovscafé og nyde en øl. Klaus var seriøst ramt af vakuum, så han slap ikke glasset før han havde slubret halvdelen af øllen i sig.

Share
Dette indlæg blev udgivet i Endurospass 2017. Bogmærk permalinket.